Lidt om jernskulptøren Simon

At forme jern og stål til andet end det rent konstruktive har altid haft min interesse. Det, at fravriste disse materialer sine uendelige muligheder for former igennem en bearbejdelse af materialerne er dybt fascinerende.

I 60’erne etablerede jeg et atelier på en gård nær Århus. Desværre måtte jeg lukke dette ynglested for frembringelse af skjønne kunstgenstande.

I 1997 blev håndklædet smidt i ringen – jeg fratrådte arbejdsmarkedet – trak drømmeskuffen ud, pudsede den anløbne kunstneriske glorie – og begyndte endnu engang at fremtrylle jernskulpturer og relieffer.

I 60’erne var mine skulpturer ofte opbygget af jernskrot – i dag former jeg materialerne til skulpturer / relieffer, som jeg ønsker de skal være, med gyldig respekt for materialernes bæreevne og formgivhed.

Mine skulpturer og relieffer tilkendegiver ofte mine holdninger og oplevelser – såvel de politiske som de fantastiske former naturens righoldige og spændende verden inspirerer mig til at gengive i al sin enkelhed.

At skabe disse former i et materiale der ser afvisende ud og at fravride materialet sin formrigdom, vil altid være det primære mål for mig.

I mine figurative opstillinger – er det ofte materialets egen formgivning og struktur, der giver ideerne til skulpturerne – idet sammensætningen kan give en smuk og forunderlig lethed.

Jeg har ikke fastlagt mig på en bestemt skulptur- / reliefstil – idet materialet altid kan behandles og sammensættes på en ny og spændende måde.

 

SimonArt.dk © 2010* • Privacy Policy • RS
www.SimonArt.dk